Barnløshed

Psykologer på Frederiksberg

Ufrivillig barnløshed

Ufrivillig barnløshed er et stigende problem i vores samfund. At være ufrivillig barnløs handler i sagens natur om at have et dybtfølt ønske om at få et barn, uden at dette ønske, og denne forventning til tilværelsen, endnu er indfriet. Problemer, der knytter sig til ufrivillig barnløshed er imidlertid langt mere vidtrækkende end det.

Psykologer på Frederiksberg

Almindelige problemstillinger ved barnløshed

Mange par, der kæmper med ufrivillig barnløshed står overfor en række udfordringer og det er anstrengende og kan føles invaderende at lægge sin krop i andres hænder. Behandlingen i sig selv kan påvirke både krop og psyke ganske voldsomt og det er opslidende at være i konstant bevægelse imellem håb og håbløshed. Magtesløshed og tristhed er ganske almindelige komponenter i denne proces og mange kan have en følelse af, at blive en reduceret udgave af sig selv, fordi så meget påvirkes og forandres, undervejs.

Når vi forsøger at forstå vores vanskeligheder i livet er det ikke ualmindeligt at lede efter forklaringer. De fleste mennesker har det bedst med, at der er en forståelig sammenhæng og forklaring på ting i livet – også når der ikke er en! Vi kan derfor have en tendens til at forsøge at finde forklaringer uagtet om disse måtte være særlige sandsynlige eller brugbare. Der er sjældent en sten, der ikke bliver vendt, i håbet om at kunne påvirke processen henimod graviditet positivt, og det er en både opslidende og sårbar affære.

For de som har ufrivillig barnløshed inde på livet, påvirkes parforholdet ofte betragteligt. Vi reagerer som mennesker forskelligt på de udfordringer, der følger i kølvandet af sorg. Det virvar af følelser, der knytter sig til ufrivillig barnløshed, kan få et meget forskelligt udtryk, alt efter hvordan man er sammensat. Det er ikke muligt at være upåvirket i sin relation under disse betingelser og det som før var en fælles drøm og som styrkede måderne at føle sig fælles på, kan blive udviskede og erstattet af noget som er både sårbart og svært. Spørgsmål om eget værd og identitet, som henholdsvis kvinde og mand, kan dukke op og parrets sexliv kan også ændre sig drastisk og komme til at få et teknisk præg og miste spontanitet.

Ufrivillig barnløshed påvirker de fleste af livets forhold og er derfor ikke en simpel sag. Som ufrivillig barnløs kan man blive forsigtig og påholdende med at være åben med de vanskeligheder, der er forbundet hermed, idet man frygter omverdenens reaktion. Det kan være vanskeligt at formidle noget så komplekst og misforståede hensyn kan præge det sociale liv ganske betragteligt. Nogen grad af isolation er ikke ualmindeligt.

Psykologer på Frederiksberg

Behandling

I et psykologisk behandlingsforløb centrerer samtaler sig ofte om nogle af de nævnte problemstillinger, der er forbundet med det at være ufrivillig barnløs. Der er vitterlig meget mere i spil end selve barnløsheden og det er vigtigt at man igennem samtaler forstår mere om det vidtrækkende. Det er en både vanskelig og opslidende proces, som man kan opleve sig ensom i, og det er ikke ualmindeligt at have en følelse af, at livet er sat på en form for ”stand by”, imens man står på tæer for at række så langt ud, som overhovedet muligt, efter drømmen om et barn.

Hvor længe skal vi kæmpe? Hvor langt skal vi gå? Er spørgsmål som nogle vil komme til at tage stilling til. Der er ikke noget entydigt svar på disse spørgsmål, men det er sikkert og vist, at ingen kan kæmpe for evigt og at vi alle har vores begrænsninger. Uvisheden som alle ufrivillige barnløse må ligge under for, og som på én og samme gang kan gøre os modløse og håbefulde, kan få et tag i tilværelsen og i vores liv, som gør det svært at håndtere. For mange er det nødvendigt i en sådan overgang at tage sig ekstra varsomt af sig selv og samtaler med en psykolog kan være en af måderne at gøre det på.

Kontakt mig gerne, hvis du vil høre mere om muligheden for et forløb vedrørende problematikkerne ved barnløshed

Psykologer på Frederiksberg

Denne hjemmeside bruger cookies for at skabe den bedste brugeroplevelse for dig.

Læs mere her.