Forløbsbeskrivelse

Psykologer på Frederiksberg

Den første kontakt

Det er forskelligt, hvordan mennesker har det med at kontakte en psykolog. Nogen har taget tilløb over noget tid, andre kan stå i en akut og presserende situation, og vil dér række spontant ud efter hjælp. 

Jeg ved fra min egen erfaring, at nogle mennesker oplever at skulle krydse en grænse ved at fortælle om noget, som opleves privat. Nogle kan være bekymrede for om det, de kommer med, er alvorligt nok, imens andre måske er bange for, at deres problemer er alt for overvældende og uforståelige. Der er ikke et rigtigt eller forkert udgangspunkt for samtalerne – alle afsæt er lige gyldige.

Hvis du i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte mig telefonisk, inden vi laver en aftale.

Du kan kontakte mig her.

Psykologer på Frederiksberg

De første samtaler

Ved de første samtaler danner vi os et overblik over, hvilke områder og temaer, du gerne vil arbejde med samt en umiddelbar forståelse af, hvorfor du har henvendt dig. For nogle er der tale om en klar og afgrænset problematik, for andre kan det være vanskeligere at gennemskue problemernes sammenhæng og afgrænsning. 

Uanset hvad, vil det ofte vise sig, at forskellige temaer er bundet sammen, hvorfor det vil være relevant at komme ind på flere områder.

Ved de første samtaler skal du også have mulighed for at mærke, om du tror, at samtaler med mig er noget for dig. Et møde mellem to mennesker vil altid afhænge af de to mennesker, som mødes – det gælder naturligvis også i det terapeutiske rum. 

Psykologer på Frederiksberg

Hvad handler samtalerne om?

Udgangspunktet for samtalerne vil som regel være noget, som på en eller anden måde vanskeliggør det liv, man lever nu. Ofte er der en sammenhæng imellem de vanskeligheder, vi støder på i nuet og de erfaringer, vi har fra tidligere i livet. Derfor bliver det af og til relevant at inddrage disse for at skabe forandringer og nye ståsteder i livet. 

Fælles for al klinisk-psykologisk arbejde er, at der er fokus på at udvikle en øget bevidsthed om relationen mellem:

  • følelser, tanker og handlinger
  • sig selv og andre mennesker
  • nutiden, fortiden og fremtiden

 

Jeg arbejder ud fra en tanke om, at der er et helende element i det at blive lyttet til og forstået. Jeg bestræber mig altid på at være i en levende dialog med de mennesker, jeg taler med.

Psykologer på Frederiksberg

Hvor længe varer et forløb?

Man kan ikke på forhånd sige noget endegyldigt om varigheden af et samtaleforløb. Nogle mennesker oplever at kunne gå videre i livet på egen hånd efter eksempelvis 6-8 gange, andre finder det nødvendigt eller bare ønskeligt, at forløbet strækker sig over flere år. 

Når ønsket om at afslutte et forløb melder sig, kan det være en god ide at tage det op i samtalen og lade tanken om at afslutte indgå i den dialog, der allerede er i gang. På den måde bliver det også en del af det, vi sammen forholder os til.

Psykologer på Frederiksberg

Du er altid velkommen til at komme igen

Det er ikke ualmindeligt at genoptage samtalerne efter en kortere eller længere periode. Mange synes, det er rart at vende tilbage til en psykolog, der allerede har et godt kendskab til dem.

Når man genoptager et forløb, er det ikke det samme som at starte forfra. Vi bevæger os igennem livet og formes løbende. Naturligvis kan gamle temaer dukke op igen og igen, men livet bringer os altid nye erfaringer, der kan give det erkendelsesmæssige arbejde et nyt skær.

 

Psykologer på Frederiksberg

Denne hjemmeside bruger cookies for at skabe den bedste brugeroplevelse for dig.

Læs mere her.