Pårørende til sindslidende

Psykiatrien har traditionelt set ikke fokuseret særlig positivt på de pårørendes betydning for den sindslidende og på de pårørendes behov for hjælp. Der blæser til alt held nyere og mildere vinde, hvad det angår, og der bliver i højere og højere grad en opmærksomhed på at inddrage og tilbyde hjælp til pårørende. I praksis står dog stadig en del tilbage at ønske.

Almindelige problematikker

Det at være pårørende til mennesker med alvorlige psykisk lidelse, kan være en meget barsk og opslidende erfaring i livet. Magtesløshed og mange svære følelser kan dukke op som følge af disse særlige vilkår, livet nu skal leves på.

Sindslidelser som for eksempel skizofrenilidelser, bipolære sindslidelser og personlighedsforstyrrelser er omgærdet af svære tabuer og stor mangel på viden i den brede befolkning, hvilket kan gøre det særligt vanskeligt for pårørende at finde den nødvendige støtte fra deres omgivelser.

Man vil også kunne opleve, at andre forhold i livet, som har været vanskelige, men dog til at bære, pludselig ikke er til at bære længere, fordi smerten over at se ens kære i så svær lidelse, tapper én for kræfter og energi.

Behandling

Som pårørende til et menneske med alvorlig psykisk lidelser, står man ikke bare helt tæt på alt det svære, men er dybt involveret og infiltreret i alt det svære. Er én i familien ramt, er hele familien ramt. Det kan være godt at have nogen at tale frit med om det, der sker lige nu og her og om, hvilke udsigter der kan være til forandring og bedring på længere sigt. Det kan også være påtrængende at have nogen af støtte sig til, når det system, som skal hjælpe, kan være svært at forstå og navigere i. Og det kan være hjælpsomt at forstå mere af, hvordan det, der sker, påvirker relationerne mellem de involverede parter.

Mange ønsker en øget viden om og forståelse for den konkrete sindslidelse/diagnose: hvordan kommer den til udtryk, hvilke symptomer dækker den over osv., Det er godt med en forståelse for, at sindslidelsen ikke er hele mennesket og at alle diagnoser har forskellige udtryk hos forskellige mennesker.

Det vil også kunne vise sig, at temaer fra ens eget liv bliver relevante at tage op – sådan er det ganske ofte: Når vi støder på eksistensen i dens smertefulde form, vil andre forhold i vores liv ofte begynde at røre på sig. Spørgsmål som: ”Lever jeg det liv, jeg gerne vil?”, ”Har jeg gjort det rigtige?” osv., vil kunne dukke op. Ofte vil det også være af særlig stor betydning, at pårørende får støtte til at forstå og anerkende deres egne reaktioner i den aktuelle situation.

Det, at et familiemedlem udvikler en sindslidelse, kan være en så stor belastning for alle parter, at kontakten på ulykkelig vis mindskes og i nogle tilfælde måske helt forstummer. Ofte ønsker ingen af parterne denne udvikling, men når kommunikationen går skævt og forståelsen for de forskellige perspektiver bliver for lille, vil det i nogle tilfælde være den eneste løsning, der er til at få øje på og leve med.

At tale med en psykolog kan være en måde at tage sig af sig selv på, men også en måde at få øje på nuancer og perspektiver, som kan gavne helheden. Det er et både forståeligt og meningsfuldt skridt at tage, når vi finder os slidte og magtesløse.

Kontakt mig gerne her.

Pårørende til sindslidende